Om Textilskolen

Faglighed og fordybelse

Nysgerrighed, passion og eksperimenter er i centrum på Textilskolen. Vi er en designskole med et stærkt fagligt indhold, hvor designproces og håndværk er tæt forbundet.

Vores faglige ståsted er tekstil – i relation til mange forskellige områder og produktkategorier. Nogle elever er optaget af mode og beklædningsdesign og arbejder intenst med det mens de går hos os. Andre er interesseret i materialedesign, spacial design, rum, arkitektur, scenografi eller kostumer. Andre igen arbejder med accessory design, møbel eller industriel design. Fælles for alle er at vi har fokus på designprocessen, på en bæredygtig tænkning, og på det eksperimenterende arbejde i en skabende proces. Vores faglighed tager afsæt i det tekstile felt og de tekstile kompetencer og håndværk.

Vi arbejder på et højt niveau med  alle aspekter af designfaget fra eksperiment til idéudvikling, håndværk og kommunikation.

Alle undervisere på Textilskolen er professionelle udøvende designere med forskellige designfaglige specialeområder indenfor f.eks. beklædning, tekstil, spacial design, materialeudvikling m.m.

Mød Jan, Emma, Tobias, Frida, Nora og deres projekter på Textilskolen i filmen.

Springbræt til en fremtid indenfor design

For nogle er Textilskolen et springbræt til at søge ind på en videregående designuddannelse, arkitektskole eller kunstakademi. Nogle kommer for at supplere den uddannelse, de allerede har, og andre kommer af ren og skær nysgerrighed og interesse.

Alle bringer en forståelse og kompetencer indenfor proces, metode, håndværk og bæredygtighed med sig videre herfra.

Laboratorier og designscenarier

Undervisningen på Textilskolen består af to forskellige elementer som vi kalder LAB og Scenario.

LAB er designfaglige laboratorier, hvor vi undersøger og fordyber os i et bestemt fagligt område.

Scenario er designprojekter, hvor viden og redskaber fra laboratorierne bringes i spil i en konkret kontekst. Et designscenarie.

​Fri fagskole

Textilskolen er en Fri fagskole under Undervisningsministeriet. Vi er en dagskole, med kurser af et halvt eller et helt års varighed på Akademilinjen eller et helt år i Design & Maker

Eleverne på Akademilinjen er typisk er mellem 18 og 28 år.

Design & Maker er eleverne er mellem 16 og 18 år.

Skolen har 46 pladser på Akademilinjen og 23 i Design & Maker. Det kræver ingen forudgående kompetencer at starte på Textilskolen. Det eneste vi kræver er nysgerrighed og interesse.

Midt i naturen – tæt på byen

Textilskolen ligger på en stor naturgrund ved skov og sø i Holte. Vi er midt i naturen og alligevel tæt på byen – kun 20 minutter med S-toget fra København.

Bæredygtighed

Omtanke for ressourcer og forbrug er en integrereret del af hele Textilskolens samlede virke og arbejde – fra undervisning og indhold til hverdag og drift.

Bæredygtighed er et udtalt parameter i alle stillede opgaver i undervisningen. Opgaverne kan f.eks. fokusere på funktion, kvalitet og holdbarhed hvor eleverne udfordres til at tænke ansvarligt og langsigtet i deres løsninger. Det kan også handle om udvikling af historiefortællende eller aktivistiske greb som sætter fokus på problematikker omkring tekstil og forbrug. Vi arbejder med upcycling af materialer, indfarver med planter, anvender lokal råuld og udvikler nye biologisk nedbrydelige materialer. Skolens køkken er økologisk og 100% vegetarisk. Der er desuden altid et vegansk tilbud, og vi arbejder aktivt med at minimere madspild. Vi prioriterer lokale leverandører og spiser efter årstiderne. Skolen har no-fly-policy i forbindelse med studieture og vi bruger vores beliggenhed i skoven aktivt i hverdagen til at integrere naturen i vores daglige aktiviteter. Gåture i skoven, badeture i søen og arbejde og spisning i det fri er en del af hverdagen. Det forbinder os til naturen omkring os, bidrager til ro og velvære og styrker både fysisk og mental bæredygtighed.

 

 

Publikation om Akademilinjen

Vores publikation om Akademilinjen giver indblik i undervisningen, livet og hverdagen på skolen.

Publikation om Design & Maker

Vores publikation om Design & Maker giver indblik i undervisningen, livet og hverdagen på skolen.

Tekstile fortællinger

I publikationen Tekstile fortællinger møder du øjebliksbilleder og værkstedstanker fra elevprojekter på Textilskolen 2021.