HJEMSTAVN FESTIVAL markerer afslutning for en årgang på Textilskolen.
Hjemstavn er platform for elevernes afsluttende designarbejde med udstilling og show. Og så er det et samlingssted for kreative unge, elever, tidligere elever, venner og netværk. En fest med musik og mad, fællesskab, performance, workshops, DJ og dansegulv i bøgeskoven.
Vi har netop kickstartet årets festival-projekt under temaet: NABO. Det er eleverne som designer, planlægger og afvikler festivalen. Med alt hvad det indebærer fra design af de fysiske rammer og indretning af pladsen, booking af musikere og kunstnere, udvikling af performance eller udstillingsdesign til logistik, projektledelse og økonomi. Årgangen sætter deres egne dogmer for årets festival og udvikler den i fællesskab.
Nu er projektet skudt i gang og begynder at tage form. Vi har udviklet fælles dogmer og manifest for årets festival og alle knokler med egne afsluttende designprojekter sideløbende med arbejde i festivaludvalg. I går var madgruppen f.eks. på sanketur i frokostpausen for at samle ramsløg til lækre ramsløgspopcorn til baren, musikgruppen er næsten i mål med booking af musikere og kunstnere til programmet, grafisk gruppe arbejder på moodboard og designdrivers til festivalens visuelle identitet og plakat – og projekledergruppen forsøger at holde tråd i alle grupper og udvalg, og overblik over deadlines og økonomi.
Snus til stemningen og magien på Hjemstavn 2024 på filmen her og sæt et kæmpe kryds i kalenderen den 19.06.25.
Vi glæder os helt vildt til at se jer!