Hvad skal der ske efter et ophold på Textilskolen?
Mange elever på Akademilinjen søger netop nu ind på videregående designuddannelser og kunstakademier i Danmark og udlandet. I disse uger har de mulighed for at arbejde i dybden med selvstændig løsning af de optagelsesprøver og portfolier som uddannelserne stiller krav om i forbindelse med optag.
Textilskolens værksteder syder og bobler af fordybelse og travlhed. Der løses designopgaver, skabes analoge og digitale portfolios, forberedes samtaler og præsentation, laves tidsplaner og dykkes dybt ned i de kreative processer .
I undervisningslokalerne tårner vidunderlige bunker af tidligere projekter sig op, som bevis på det overvældende og spændende arbejde der er blevet udført på Textilskolen i år. Nye projekter tager form, og det roder skønt med limstifter og papirbunker, computere og sakse, skitser, linealer og kaffekopper.
Der bliver arbejdet i værkstederne til sent ud på aftenen. Stemningen og fællesskabet er intenst mens alle sidder med hver deres projekter og mål. Vi hjælper og støtter hinanden i de udfordringer og glæder processen i et optagelsesforløb byder på.