….er overskriften på dette års sidste Scenario som vi glæder os meget til at præsentere for jer alle på ORA festival den 18.juni.
Vi har arbejdet med spekulativt design og designet fremtidsscenarier og “conversation pieces” som rejser spørgsmål og vækker til dialog om fremtidens muligheder og udfordringer – for de tekstile håndværk og design, for samfund, natur og for menneskers eksistens og sameksistens.
Eleverne har designet et spekulativt fremtidsscenario og projekt som rejser spørgsmål til tematikker de hver især er optagede af. Et design kriterie er MAKE PEOPLE TALK! og alle værksteder og materialer har været i spil i et intens og vidunderligt forløb hvor der er blevet designet og produceret smukke, overraskende og spekulative koncepter og designløsninger.
Hvad nu hvis….fast fashion industrien og de store tekstilproducenter blev afløst af mindre initiativer som udelukkende skabte nyt af det som allerede eksisterer? Det er spørgsmål som Marius rejser i et aktivistisk projekt hvor udslidt tøj, strimles og væves op i fleksible moduler som kan bæres på mange måder.
Hvad nu hvis….fremtidens materialer skulle gro organisk eller fremstilles af det som er tilovers andre steder? Det er spørgsmål som bl.a. Ella, Caroline og Caroline stiller i deres projekter hvor de har udviklet biomaterialer baseret på æggeskaller og tang, komboucha groede lædermaterialer og afsøgt muligheder for groede samlinger af tøj med svampemycilie i stedet for syninger.
Eller hvad nu hvis….hjælpemidler til handicappede i fremtiden ikke lignede hospitalsudstyr, men i stedet var smukt, synligt og afstigmatiserende? Det har Olivia undersøgt i et projekt hvor hun har interviewet stomibrugere og scoliosepatienter og udviklet et støttekorset som på samme tid er æstetisk i smukt draperede look og fortæller en historie om at leve med en krop som er anerledes.
Eller hvad nu hvis…vi kunne bruge menneskers hår på samme måde som vi bruger uld fra får i produktion af beklædning? Hvorfor er det ene ulækkert og det andet ikke? Er nogle af de spørgsmål som Gaia rejser i et projekt hvor hun har skabt beklædning af menneskehår og biomateriale.
Vi glæder os meget til at invitere jer ind i samtalen den 18.juni hvor alle afgangsprojekterne kan opleves i et levende show, og på en udstilling som kommer bag om processen og alle de tanker og refleksioner som projekterne kredser om.