Hvordan foregår optagelsesprøverne på designskolerne? Hvad skal der være med i et portfolio når man søger ind? Og hvordan er studiemiljøet egentlig på de forskellige designskoler, kunstakademier og arkitektskoler? Det er spørgsmål som vi søger svar på ved at invitere tidligere elever til at komme og dele deres erfaringer fra optagelsesproces og studie på design- og kunstuddannelser i ind- og udland. To eftermiddage i januar har vi huset fuld af gæster til Studieguide, som opvarmning inden årets ansøgninger for alvor tager fart. Vi nærmer os nemlig den tid på året hvor portfolio, optagelsesprøver og ansøgninger til videregående designuddannelse er en stor del af hverdagen på Textilskolen. For mange er forløbet på skolen et springbræt til dels at blive afklaret i forhold til hvilken uddannelse som kunne være den rigtige at søge ind på, og ikke mindst at blive klar til at klare optagelsesprøverne på de uddannelser hvor det er svært at komme ind. Vores tidligere elever kommer og fortæller om deres uddannelser, deler de erfaringer og hacks som man måske ikke lige kan læse på skolernes hjemmesider eller få svar på til åbent hus. Det skaber netværk på tværs af årgange, der opstår forbindelser og mulighed for at tage kontakt hvis man f.eks. vil besøge en skole i udlandet – og så giver møderne mulighed for at få afmystificeret nogle af de mange forestillinger der kan være om ansøgning, prøver og studiemiljø.
I går havde vi besøg af studerende fra Det Kongelige Akademi i København, Swedish school of Textiles i Borås, Scandinavian Academy of Fashiondesign og NABA’s Bachelor of Arts in Design i Milano. I næste uge får vi besøg af studerende fra Designskolen Kolding, KEA i København, Design Academy Eindhoven i Holland, Beckmans college of fashion og Kunstfack i Stockholm. Nogle deltager fysisk og andre med en video hilsen. Alle er tidligere elever som gik ud af Textilskolen i juni 2025.
Nu bliver det spændende at følge hvilke uddannelser og hvor i verden denne årgang søger hen. I arbejdet med optagelsesprøver og portfolier har eleverne alle værksteder på skolen til rådighed, de støtter hinanden i studiegrupper og får vejledning og feedback undervejs fra skolens undervisere. Statistikken fortæller at 80-90% af dem som søger fra Textilskolen bliver optaget på deres drømmestudie (hvor optagelsesprocenterne typisk ligger på 5-7% på landsplan)